Klik på billedet

Klik på billedet

Min første udmønstring - en sandfærdig historie, fortalt af Jens Harlyk

I 2 realklasse var jeg lidt træt af skolen, men vidste ikke rigtig hvad jeg ville.

Min far havde nogle kontakter til rederiet DFDS. Han fik ordnet det, så jeg fik hyre som messedreng i en forlænget sommerferie.

Det var ikke som overtallig eller noget. Jeg opfyldte en plads. Søfartsbogen blev erhvervet på Toldkammeret i Helsingør.

2 juni 1965 gik jeg ombord på M/S Lemnos, inde på Larsens Plads i København. Vi skulle Middelhavet rundt, og jobbet bestod i at servicere officererne i deres messe.

Jeg og 2 andre drenge, var underlagt hovmester Hansen, som var en barsk herre. Han bandede noget så forfærdeligt. Der var kun 2 ting der legaliserede at vi vækkede ham i middagsluren.

Den ene grund var, at skibet var ved at synke og redningsbåden VAR søsat. Den anden grund var at han var steget i hyre.

Der var 2 andre drenge hvoraf den ene hed Freddy, og var en Københavnerdreng der havde været med på 2 rejser før, af 6-8 ugers varighed. Freddy var pantrydreng. Den anden dreng hed Raidar Darre.

Hans far havde været Skipper i ØK. De boede i Hellerup. Jeg var med ham hjemme den sidste aften, inden vi sejlede.

Raidar var, lige som jeg, "sendt ud" i en forlænget sommerferie. Han var mønstret som salondreng. I det daglige underlagt kahytsjomfruen. Hjalp hende i salonen hvor de 12 passagerer samt kaptajnen og maskinchefen spiste.

Den gang havde flere af den slags skibe plads til 12 passagerer. Hvis man havde mere end 12 passager med, skulle der være en læge ombord.

Efter alle måltider og kaffepauser, var det os 3 drenge der i fællesskab vaskede op. Det tog jo lidt tid i starten, men vi fik taget på det, så det ikke gik ud over fritiden. Det var især vigtigt når vi var i havn.

 

Lørdag d. 4 juni, om aftenen, var vi nogle der gik en tur i Tivoli. Pludselig hørte vi et brøl i det fjerne. Det viste sig senere at det var tilskuernes jubel i Parken, da Ole Madsen scorede det meget berømte mål med hælen i kampen mod Sverige.

Vi afsejlede 6. juni fra København og ned gennem Kielerkanalen til Hamborg og Antwerpen, inden vi gik over Biscayen og til havnene som var Ceuta, Tripoli, Bengazi, Alexandria, Port Said, Beirut, Famagusta, Limassol, Izmir, Latakia, Palermo, Barcelona, Valencia, Dover, Rotterdam. Sådan ca.

Jeg kom senere til at sejle samme rute, som maskinassistent/3 mester. Det var jo en HELT ny verden der åbnede sig for en. Meget arbejde!

Vi 3 drenge havde fået den ide, at vi arbejdede for mange timer, og det blev mit lod, at forelægge Hovmesteren dette.

”Hvad fanden i helvede; I har krav på 10 timers arbejde hver dag og det skal jeg satme nok sørge I får. Og HUSK I får 285 kr. om måneden.” - Så, - hurtigt sluttede de lønforhandlinger og livet gik videre.

Vi boede på 2 mands kamre. Jeg boede sammen med koksmaten, på et meget lille kammer. Han var flink nok, men noget ældre end mig.

Den første søsyge kom i Biscayabugten. Ikke voldsomt, men dog ubehageligt. Efter at have passeret Gibraltar begyndte varmen at indfinde sig så småt. Varmen blev mere gererende inde i bunden af Middelhavet.

Dengang var skibene ikke udstyret med aircondition. En vifte snurrede rundt og flyttede luften.

Det var meget fremmedartet at gå i land i havnene i Nordafrika. Havde indtil da kun været på endagsture til Sverige.

Som 16-årig og glad for musik og piger, var de arabiske lande ikke særlig spændende. Fremmedartet, ja men det var ligesom Beatles ikke var slået an i de lande. Vi hørte kun den karakteristiske musik som araberne holder af.

Mit job indebar også at servere kaffe på broen ved vagtskiftet kl. 04.00 når vi var i søen. Husker da vi lige var afgået fra Alexandria og kommet lidt ud i Middelhavet.

2. styrmand, som havde vagten, sagde; "Farvel, du verdens røvhul", han hadede de arabiske lande. Han hed i øvrigt Rivol.

Beirut var dengang en driftig by. Mellemøstens hovedstad blev den kaldt. Meget eksotisk. Havnekaptajnen var en mand med stor bil, fin uniform og chauffør. Han inviterede os drenge på kasino som lå oppe i bjergene. Vi var nervøse for om han have bagtanker.

De viste sig ubegrundet, for vi havde en skøn aftentur til kasinoer. Han var simpelthen bare en venlig mand, der ville vise gæster i landet lidt af byen og området.

Vi kom jo ikke ind i det allerhelligste, der hvor de spillede om rigtig store penge. Dét rakte vores formidable hyre dog ikke til.

 

Piræus var en spændende havn dengang. Fuld af liv og med mange skibe kom der, rigtigt leben i havneknejperne. Præcis de knejper man ser i SS Martha.

For passagererne var der arrangeret ture i land gennem agenten på stedet.

Hovmesteren kom så ned om aftenen, når vi vaskede op, og sagde til en af os: ”Du skal på tur i morgen. Møder ved landgangen kl 0900. I andre klarer så arbejdet.”

På den måde fik jeg set flere af byerne, pyramiderne i Ægypten, Akropolis, nogle ruiner i Tyrkiet ved en lille plads der hed Mersin. Freddy gad ikke rigtig sådan noget, så det kom Raidar og jeg tillgode.

Palermo kom vi også til, sent om aftenen. Vi drenge gik i land for at få en øl eller to. Vi fik efter lange forhandlinger vekslet nogle danske penge, så vi kunne hygge os lidt.

Systemet var ellers, at vi i god tid inden vi kom til en havn, bestilte hvor mange penge vi ville have af landets valuta. Agenten kom så ombord med pengene som telegrafisten så fordelte.

Vores telegrafist hed Mathisen og havde sejlet under hele krigen og skrevet en bog om sine krigsår.

I Valencia sendte han mig i byen med en 5 liters dunk; ”Du går hen over torvet og ned i hjørnet i porten”. Der blev dunken fyldt med rødvin. Han gik aldrig i land, han havde set det han skulle se.

I Tripoli lå vi en helligdag. Vi drenge gik et stykke væk fra havnen og badede ved nogle klipper. Gik fint.

Vi kravlede op på nogle flade sten og sprang i derfra. Varmt og godt var det. Pludselig var der lidt dønning og man skulle kravle op når der ikke kom en bølge. Pludselig var det kritisk.

Vi var 2 i vandet og lå og kredsede med øjnene på de flade klipper. De andre stod godt tilbage og ventede. Pludselig var der en pause og vi svømmede hen og kom halvt op på det flade stykke. De andre fik fat i os og hev os i sikkerhed.

Sidste chance for nu blæste det rigtigt op. Puha det var tæt på!

På en tur til Athen, hvor vi så Tatoi, slottet hvor Konstantin og Annemarie boede - og Akropolis. Både Raidar og jeg med på den tur. Jeg har et billede fra Akropolis hvor vi er sammen med 1. Mester og hans kone, kokken og nogle passagerer. Spændende.

Dengang fotograferede man ikke så meget som i dag. Det var før det blev elektronisk. Billedet fra Akropolis fik jeg meget sjov ud af mange år senere.

 

Engang i 2004 sidder jeg og læser en artikel i Frederiksborg Amtsavis om den lille dampdrevne færge S/S Skælskør som sejlede med turister på Roskilde Fjord.

Bedstemanden ombord hed Raidar Darre!! Min kone og jeg besluttede at tage en sejltur på Roskilde Fjord den søndag.

Jeg puttede 2 billeder i lommen. 1 billeder af Lemnos ved kaj et sted i Middelhavet samt dette hvor Raidar og jeg var sammen på fra Akropolis.

Vi gik ombord i Frederikssund og Herren der billetterede havde et navneskilt der sagde; Raidar Darre. Jeg kunne ikke kende ham - han var vokset noget og det var jo 39 år siden vi sejlede sammen på M/S Lemnos. Jeg gav mig ikke til kende med det samme, men ventede til vi var kommet ud og sejle.

Da han stod til rors, gik jeg op med de 2 billeder i lommen og spurgte om man måtte spørge om søfartsspørgsmål? ”Ja, selvfølgelig” svarede han. Jeg gav ham det første billede og spurgte om, hvilket rederi det skib mon kom fra!!

”Hold da op” sagde han, ”hvor sjovt. det er det første skib jeg sejlede med.” ”Det var da morsomt” sagde jeg.

Da jeg gav ham det fra Akropolis stirrede han først helt vildt, og så vendte han sig mod mig og sagde; ”Er du Jens?” – ”Jamen, det er jeg da!”

Han var rystet og helt rundt på gulvet. Vi fik en lang sludder om dengang og hvad der var sket siden. Han var teknikker og arbejdede med røntgenudstyr. Arbejdet med S/S Skælskør, var hobby.

Da vi gik i land, sagde Skipperen: ”Der tog du røven på ham, han er rystet endnu”.... Vi mailede lidt og sendte billeder, men ellers genoptog vi ikke forbindelsen…

Turen med Lemnos fortsatte ud af Middelhavet og nordover. Lissabon og Rotterdam inden vi gik gennem Kielerkanalen og IKKE til København som planlagt, men til Århus, hvor skibet skulle i dok.

Vi tømte skibet for proviant og sidst på dagen kom hovmesteren og sagde han havde ordnet et kammer på passagerskibet Hans Broge, som dengang sejlede mellem Århus og København.

Hansen (hovmesteren) havde også, via sin hovmesterkollega på Hans Broge, sørget for at vi også spiste gratis ombord.

Hansen mødte pludselig op ved landgangen, da vi gik ombord. Han tog Raidar og mig om nakken og sagde; ”Nu går I fanden gale mig hjem og passer jeres skole ellers skal jeg kraftedme komme efter jer. Husk det….!”

Han var jo Go' nok på bunden og jeg har ALDRIG glemt ham.

Det var i hvert fald en anden knægt der, lidt forsinket, mødte til undervisningen i 3 Real.